”Ny” bog om svenskekrigene
Svend Poulsens våbenskjold fra 1676
I foråret 2024 blev Foreningen Svend Gønge (FSG) bekendt med en tidligere udgivet bog om svenskekrigene med titlen
”Svend Gønge – Snapphanekaptajn”.
Vi lånte og læste bogen, som begejstrede os så meget, at FSG nu arbejder på en genudgivelse af den som indbundet bog med tiltalende tryk og layout, mange fine illustrationer med mere - se uddrag af bogen.
Præsentation af bogen
Her er fortællingen om et af de mest dramatiske og skelsættende kapitler i Danmarkshistorien – Svenskekrigene. Hele den politiske baggrund bliver oprullet. De dansk-svenske stridigheder fra 1500-tallet ind i 1600-tallet, hvor Sverige i de fleste opgør med Danmark står som den evindelige taber. Men i begyndelsen af 1600-tallet begynder tingene så småt at ændre sig, og svenskerne får efterhånden overtaget.
Forfatteren Mark E. Jensen har en aldeles uimponeret og uhøjtidelig tilgang til stoffet, som undervejs behandles i en herlig veloplagt, underfundig og lettere sarkastisk tone, der – trods det alvorlige emne – sine steder formår at bringe læserens humør tæt på det muntre.
Bogen er både fornøjelig, underholdende og oplysende – er herligt subjektiv i sin vinkling, hvor al forsigtighed er skubbet til side. Sproget er i sin friske tone tydeligt inspireret af Palle Laurings festlige og snaksalige skrivestil. Her og der støder man på et saftigt og bramfrit sprog, som vi fortrinsvis anvender verbalt (når vore børn og børnebørn ikke hører det).
Ordvalget skæmmer ikke fortællingen, men understøtter forfatterens uhøjtide-lige og antiautoritære tilgang til emnet. En spade kaldes for en spade! Undervejs er der citater, hentet fra Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, H.C. Hansgaard, m.fl. – alle gode og drevne Svenskekrigs-skribenter, som hjemmevant har bevæget sig rundt i dette emne.
Tekst og handling drives fremad uden vaklen i geledderne, og her og der støder man da også på lidt overraskende og lidt ’hurtige’ konklusioner, hvor man som læser med lidt kendskab til emnet ikke nødvendigvis er helt enig. Et eksempel: Forfatteren hævder et sted, at Svend Gønge (læs: Svend Poulsen) er begravet i Malmö. Nuvel – det kan bestemt ikke udelukkes, for der er ingen beviser – kun gætteri og indicier.
Men læs selv denne veloplagte og velskrevne historie om Svend Gønge!
Genudgivelse af bogen
”Svend Gønge – Snapphanekaptajn”
Bogens oprindelige tekst er bibeholdt, herunder også div. lidt pudsige udtryk og stavemåder, og fortællingen understøttes undervejs af mange farverige illustrationer.
Den nye bog bliver på 248 sider, indbundet og i formatet 17 x 24 cm, så det bliver en meget flot og gedigen bog til en overkommelig på 278 kr.
FSG har desværre ikke midler til selv at finansiere denne udgivelse, og vi arbejder intenst på at skaffe fondsmidler til projektet.
For at fremme processen har FSG besluttet at tilbyde muligheden for at forhåndsbestille bogen til en favorabel subscriptionspris på 250 kr., som vel at mærke først skal betales, når bogen leveres. Bogen vil være en oplagt gave til alle, der har interesse i Danmarks historie.
Med denne forhåndsbestilling får vi forhåbentlig et godt billede af interessen for bogen, og kan justere oplaget herefter.
Den ’nye Svend Gønge-bog’ forventes tidligst klar til foråret 2025, hvor vi vil kontakte subscribenterne med oplysninger om betaling, forsendelse mv.
Forhåndsbestilling senest den 15.12.2024
Forhåndsbestilling af den genoptrykte bog ”Svend Gønge – Snapphanekaptajn” til subscriptionspris på 250 danske kroner (DKK) udføres således:
Herved forhåndsbestilles _ stk. af bogen a’ 250 DKK + evt. forsendelse
Købers navn:
Købers adresse:
Købers telefonnummer:
Andre relevante oplysninger:
Forhåndsbestillingen er bindende efter den 15.12.2024.