Hele bogen kan hentes som scannet pdf-fil, mens de enkelte afsnit også kan hentes nedenfor, hvor der også bringes en kort omtale af bogens dele.

Se venstre kolonne om datidens enheder for mønter, vægt og rummål.

1643-1645, side 1-40

Indledning. Uden krigserklæring gik den svenske feltmarskal Torstensson sydfra op i Jylland og over til Fyn, hvorefter hans general Wrangel drog længere op i Jylland. Samtidig angreb den svenske feltmarskal Gustav Horn de danske områder i Skåne – med henblik på at mødes med Torstensson på Sjælland for at erobre denne rest af Danmark. Kong Christian IV var forfærdet, men af adelen bundet til ikke at kunne gøre ret meget her og nu.

Ditmarsken. Moorbønderne organiserede sig som friskaremænd/snaphaner og udførte mange vel gennemførte guerilla-angreb sammen med Grev Pentz, Glücksburg (Chr.IVs svigersøn).

Vendelboerne. Et slag i januar 1644 ved (Nørre-)Sundby kostede ca. 400 vendelboer livet, mens nogle hundrede blev såret og 90 indsat i fangetårnet, hvor de fleste omkom af hede, kvalme og tørst.

Gjøngerne. Øster og Vester Göinge herreder i nordøst Skåne havde fattig jord, men megen skov. Jagt på vildt var her udbredt, og den meget kongetro befolkning var dygtige til både at lave gode våben og bruge dem.

     Snaphanerne samlede sig, lavede vejspærringer og overfaldt svenskerne, men Gustav Horn kæmpede sig med først 8.000 mand, senere 14.000 vej til Helsingborg, Laholm, Lund og Landskrona. Efter da var der mange træfninger mellem parterne.

Svend Povlsen. Om hans oprindelse og tilhørsforhold til Göinge og Halland.

1657-1660

Der tænkes på Krig, side 41-50-90

     Rigsrådet og kong Frederik III overvejede flere gange, hvordan man kunne genvinde de i 1645 tabte landsdele, herunder ærkebispedømmet Bremen, der ligesom Halland var gledet Danmark af hænde ved Brömsebro-freden. Dog var adelen stadig tilbageholdende med at ville bidrage til en ny krig.

     I Sverige arbejde den danske landsforræder, tidligere rigshofmester Korfitz Ulfeldt, for at Sverige skulle gå i endnu en krig med Danmark – bla. ved at låne store beløb til dronning Kristina. Hun trak sig fra tronen og blev efterfulgt af Carl X Gustav, som var veluddannet kriger og med magt ville erobre land og ære – i første omgang i Polen, hvor han dog gik i stå.

     Trods flere kyndiges råd rejstes i Danmark en folkestemning om hævn, og der blev bevilget 1 mio. Rigsdaler til at hverve en hær for.

Svend Povlsen i Skaane, side 41-50-90

     Krigsstemningen bredte sig også i Skåne, og Svend Poulsen indgik aftale om at hverve 100 dragoner, gerne munderet med hest, sadel, bidsel og bøsse – hvilket især skete i hans gamle område Halland, hvis befolkning var forbitret over det svenske overherredømme. Det kneb dog for kongen med at afregne Svend Poulsen for hvervningen.

     Mange autonome snaphaner var med til at tømme landsdommerens gård ”Vallen” i Halland, hvorefter de blev hvervet af Svend Poulsen som dragoner – og den 10.6.1657 stillede et kompagni på 50 dragoner + 9 befalingsmænd og SPs stedsøn Niels Lavridsen som mønsterskriver, hvorefter de i Helsingborg (under general Axel Urup) aflagde faneed og drog til Engelholm.

     Den svenske rigsdrot Per Brahe fik hurtigt samlet en hær, som kom i kamp med SPs dragoner, der mistede 14 mand – og bagefter erobrede Per Brahe kortvarigt Engelholm med dens ret store mængde proviant. Dette blev efterfulgt af flere større og mindre træfninger.

     Flere grænsesogne i Skåne, Halland og Blekinge var trætte af krigen og indgik ”Bondefred” med grænsesogne i det svenske Småland.

     Efter SPs gentagne og indtrængende anmodninger fik han den 28.12.1657 af kong Frederik III bestalling som Dragoner-kaptajn, gældende fra den 1. april samme år.

Svend Povlsen under Krigen i Sjælland, side 90-148

     Lige efter Roskildefreden den 26.2.1658 blev Svend og hans dragoner afskediget, hvorefter de måtte finde sig et liv på Sjælland. Danmark måtte endda afgive 2.000 danske soldater til den svenske hær.

     Hverken adel eller almue havde i efteråret 1657 forberedt sig på krig (på Sjælland). På svenskernes vej gennem Sydsjælland røvede de overalt heste, foder, korn, klæder, metaller mv. – hvilket fortsatte en tid efter Roskildefreden, hvor fjenden ikke ville afrejse.

     Stormændene havde svært ved at få bønderne til at udføre hoveri, da adelen ikke havde gjort sit for at holde svensken ude af landet. Yderligere manglede bønderne sædekorn.

     Svend Poulsen og hans stedsøn afregnede incl. div. modregninger, men han fik ikke som ansøgt Esrom Mølle eller fiskerettigheder i Esrom Sø.

     Svenskekongen havde fortrudt ikke at have erobret Sjælland, og den 7.8.1658 gik han i land ved Korsør for 3 dage senere at nå København.

     Kong Frederik III ville hellere dø i sin rede end flygte, og han fik fuld opbakning af almuen og borgerstanden i København.

     De aftakkede Gønger blev samlet og fordelt på 3 regimenter.

     Kong Frederik III ønskede at inddrage den øvrige befolkning i kampen mod svenskerne, samt at lette presset mod København. Han fik derfor Svend Povlsen til at drage mod Sydsjælland og hverve snaphaner dertil. SP fik sig et Beskærmelsesbrev til familiens ve og vel, hvis han skulle blive skudt og omkommet i kampen.

     Om nogle af de sagn, der knytter sig til Svend Povlsen og snaphanerne.

     Beretning om nogle af de folk, der sluttede sig til Svend Povlsen, herunder Lavrids Hemmingsen – samt nogle af sagnene om hans og snaphanernes virke.

     Om Lavrids Hemmingsens tilfangetagen, rettergang og ”straf på sit liv”.

I Sydsjælland under Krigen, side 148-188

     Mens byerne blev brandbeskattet, blev både by og land påtvunget at levere penge og varer til de svenske lejre, herunder ved lokale indkvarteringer – hvilket der efter krigen førtes mange retssager om.

     Røverier og plyndringer hørte til dagens (u)orden – selv de lokale ”salvegarder” tog del deri, selv om de egentlig skulle beskytte lokalbefolkningen.

     Under og efter krigen var der megen strid om, at de af danskerne leverede dyr oa. varer var solgt/byttet bort – og genfundet af den oprindelige ejer.

     Danskeren Lars Krog gik i svensk tjeneste og gennemførte mange røverier, plyndringer, torturer og "beslaglæggelser", hvorfra han selv beholdt noget. Det blev selv svenskerne for meget, så han blev pågrebet, retsforfulgt og henrettet, hvorefter hans hoved og højre hånd blev sat på en stage, mens kroppen begravedes i hedensk jord.

Efter Krigen, side 188-218

     Da den store ufred endelig var ovre, så det ud, som var dødens

engel gået gennem landet. Gårde og huse, ja hele landsbyer stod

øde og forladte.

     I flere dele af Sydsjælland var i 1660 kun tilsået ¼ eller

mindre af markerne.

     Mange bortløbne ville ikke tilbage til fæstegårdene, som ofte

var øde og havde fået fjernet alt indbo, døre, vinduer mv.. Der

blev udstedt en del tiggerbreve.

     Krigens råhed fortsatte med mange og alvorlige forbrydelser.

Svend Povlsen paa Lundbygaard, side 218-244

     Efter krigen havde Kong Frederik III ingen penge, så han ”afregnede” med embeder, forskellige gårde, møller mv.

     Svend Povlsen fik Lundbygaard, på hvis grund man senere har fundet en stor messing-fingerring med initialerne S.P.

     På kongens vegne tog Svend Povlsen igen til Skåne for at vedligeholde forbindelsen til de utilfredse, nu forsvenskede indbyggere – hvoraf en del var blevet snaphaner.

     SP brugte mange penge på at istandsætte Lundbygaard, hvorfor han skrev til kongen om at få afregnet endeligt ved at overtage Lundbygaard og en gård mere i Lundby – men det blev Sneseregaard (som lå udenfor den kgl. Vildtbane).

     Under et julegilde i Risby anklagede SP pensionarius og ridefogeden for ikke at bogføre alle opkrævede skatter.

     SP magtede ikke at drive gårdene, som gik tilbage til kongen – men hvor SP blev boende på Lundbygaard.

     Kong Christian V tilstod ham en årlig pension på 30 Rigsdaler.

1675-1679, side 245-293

Den gamle Kaptajn drager atter ud i Krig og bliver Major

     Svend Povlsen tilbød 2 gange kong Christian V og Krigskollegiet

at hverve et kompagni dragoner, samt selv at gøre tjeneste, hvilket

lykkedes ham.

     Som major var han således med ved landgangen i Skåne i juni

1676, hvor han med SPS-seglet kvitterede for 200 Rigsdaler.

     Herefter kunne Severin Kjær ikke skaffe sig flere oplysninger om SP.

Snaphanerne rejse sig og kæmpe for sidste Gang

     Kong Christian V opmuntrede skåningerne til at sætte sig op mod svenskerne, mens Carl XI’s tropper iværksatte plyndrings- og brandtogter ind i de gamle danske områder.

     Med stor dygtighed røvede snaphaner og ryttere den svenske krigskasse på 50.000 Rigsdaler ved kuppet i Loshult.

     Snaphanerne oprettede et forsvarsbælte langs den tidligere grænse, og både de og svenskerne tog på togter, hvor parterne med står grumhed bekæmpede hinanden og deres sympatisører.

     Flere steder langs denne grænse oprettedes dog ”Bondefred” mellem sogne på begge sider.

     Svenskerne vandt en stor sejr den 4.12.1676 i slaget ved Lund, og Carl XI strammede vilkårene for de dansksindede. Der blev forlangt troskab – med trussel om straf, men når svenskerne drog videre, vågnede snaphanerne atter til dåd, og der var flere træfninger mellem svenskerne og danske tropper/snaphaner.

     Snaphanen Lille Mats ved Ystad var en stor fører og overgav sig ikke, men blev skudt.

     Sidst under krigen overgav en del snaphaner sig med håb/løfte om nåde, mens andre fortsatte i mange år som en slags røverbander.

Svend Gjønge efter Svenskekrigen

(Kjærs artikel i Arkiv og Museum 1903-1905)

Paa Lundbygaard og i Lundby

     Svend Povlsen var ikke landmand, og efter istandsættelse af gården kom han i penge-mangel. Hans ansøgning om at blive strandvagt på Stevns gav ikke resultat.

     Trods salg af gården i Snesere måtte han og datteren Gertrud i formodentlig 1672 sælge Lundbygaard og flytte ind i et hus i Lundby Gade.

     SP blev også indstævnet for i 1657 i Helsingborg at have indkøbt kramvarer for 75 (slet-) daler 11 ß – dommeren valgte at videresende sagen til herredstinget (og med os ukendt resultat).

     Den 26.4.1673 tilstod Christian V ”af særlig kongelig nåde" kaptajn Svend Povlsen Gynge en årlig pension på 30 Rdr.”

     SP indstævnes 1673 også for i 1659 at have indkøbt proviant til dragonerne fra Skåne for godt 5½ Rdr., og i 1658 for 41½ (slet-)daler – sidstnævnte var han i 1670 blevet dømt at betale, hvilket i 1673 blev stadfæstet, mens han slap for at betale de godt 5½ Rdr.

Under den skaanske Krig

     Da krigen var under optræk søgte Svend Povlsen kongen om at måtte hverve soldater og gerne påtage sig at være strandvagt. Dagen før krigserklæringen blev han strandvagt på Stevns.

     Krigens første år foregik i Holsten, men ved invasionen i 1676 blev han udnævnt til ”Major til Fods” og var med under landgangen ved Landskrona.

     Den 29.11.1676 lå han syg i København, hvor han kvitterer for sine terminspenge.

     Den 3.4.1677 gav han møde ved Bårse Herredsting i en sag, hvor han havde udstedt fribrev til Thil Pedersen, født på Sneseregård – hvilket den senere ejer mente ikke kunne fritage Thil Pedersen for vornedskab (uoplyst udgang på sagen). Da samme sag blev genoptaget i 1691 omtales major Svend Povelsen som salig, altså død.

     Inden da havde SP kyndelmissedag 1679 holdt et ganske livligt indflytningsgilde i Lundby Gildehus.

Svend Povlsens svigersøn

     Hans Svendsen var soldat i Landskrona juli 1676 – marts 1677, hvorefter han blev Tingskriver ved Hammer herredsting. Men han var heller ikke nogen god landmand på den lille gård i Lundby, som han slap fri af, men senere blev ifæstet en ødegård i samme by. Den 9.2.1685 blev der her ”gjort arrest”, men der fandtes kun lidet indbo, korn og husdyr hos denne bonde i armod.

     Han boede kortvarigt i et byhus indtil han året efter ifæstede en halvgård i Lundby og fik hverv som Oldermand og Fangsfoged, hvilket var ham bedre tider.

     Hans Svendsen døde i juni 1713.