Du kan læse den gode historie om den tapre Svend Gønge i Carit Etlars klassiske roman 'Gøngehøvdingen'.

     Den fiktive person Kulsoen indtager en central placering i romanerne. Hendes endeligt finder i slutningen af ”Dronningens Vagtmester”:

     Under denne forklaring, som blev given med en rolig bestemthed og afbrudt ved Kulsoens fortvivlede anstrengelser for at slippe løs, var Ib gaaet ud paa stranden. 

     Nærmest ved land dannede isen en fast og uafbrudt flade, længere borte, hvor søens magt var større, drev store, løsrevne stykker omkring, som viste sig og forsvandt imellem bølgerne. Paa et af disse satte han Kulsoen og skød det derefter ud i søen. Den første brug, Bodil gjorde af sin frihed, var at løse klædet af sit hoved; derefter forsøgte hun at komme over paa den faste is igen, men flagen, på hvilken hun befandt sig, begyndte lidt efter lidt at flyde bort. Hun udstødte et gennemtrængende skrig, bønfaldt om nåde og strakte hænderne bedende hen mod Ib, som tavs og ubevægelig var bleven stående. Isstykket kom i stærkere drift, jo længere det bevægede sig mod det åbne hav.

     Kulsoens heftige anstrengelser og hendes flagrende klædning, hvori vinden tog fat, forøgede hurtigheden. Hun følte, at hun var fortabt. Hendes skrig og bønner tiltog, et svagt ekko svarede inde fra klinten. Ib blev staaende, streng, kold og ubøjelig, og så omsider sit offer forsvinde i den åbne sø. Han havde foldet sine hænder, en dyb alvor hvilede over hans ansigt. Han bad for den døde. Derpaa vendte han tilbage til huset, til Inger, tog hende med sig paa hesten og forsvandt med hende, lige saa pludseligt som han var kommen.

     Måske første gang vi møder Gøngehøvdingen og Kulsoen uden for det skrevne, er i Carl Alstrups film fra 1909, ”Gøngehøvdingen”. Her spilles hun af Sernberg Lindqvist.

     Næste gang er 1961, hvor Birgitte Federspiel fylder rollen på film. Jens Østerholm er Svend og Dirch Passer har rollen som Ib.

     Og de fleste af os kan nok også huske Kirsten Lehfeldts præstation i de 13 afsnit af DRs tv serie.

     På Folketeatret var det Ann-Mari Max Hansen, der i 1996 spillede rollen.

     I vores lokale regi har Birgit Rasmussen, med en aldrig svigtende energi og en forrygende indleven, været denne sagnomspundne kvinde. Stor respekt!

     Birgit fortæller: Hvem var - eller er - Kulsoen?

     I Carit Etlars romaner om Gøngehøvdingen, er hun jo lidt af en heks. Hun fraterniserer med fjenden, altså svenskerne, og Kaptajn Manheimer, den tyske lejesoldat. Begge vil gerne have fingrene i Sv. Gønge, dels på grund af de penge, svenskerne har udsat på Svends hoved, og måske har hun også et regnskab fra ungdomstiden at skulle have gjort op? Hun snyder og narrer alle de mennesker som hun kan komme til. At stjæle føler hun vel nærmest er hendes ret.

     Hvorfor er hun blevet sådan?

     Mit bud er at livsvilkårene bærer en væsentlig del af skylden. Hun har en uduelig (måske syg) mand og flere børn at forsørge. Hun var vel lidt frækkere og modigere end de fleste kvinder, og hun var i hvert fald ikke ydmyg.

     Hun ønskede ikke at bede nogen om hjælp, hun gjorde sig hård, men hun måtte jo også nogle ture i "Tårnet", fangehullet i Vordingborg . Gåsetårnet!

     Min indgang til hendes verden, gik via Gøngemarkederne i Lundby, hvor jeg har været med fra det første. Hendes skæbne tog mere og mere plads i mig selv, og blev næsten min halve identitet!

     Hun er vokset op i krigstid - ligesom jeg selv - selvom der ikke er fysisk lighed, kan jeg fornemme en vis samklang, - og uden at gå for dybt i personlige detaljer, kan jeg føle en stor samhørighed med dele af hendes handlemåde.

     Jeg har holdt et par små causerier om "Boel og Birgit" hvor jeg har fortalt lidt om, hvordan tiderne og befolkningens livsvilkår var i 1600-årene, og netop gennem historien kan man finde lighedspunkter med vore dage. Jeg har elsket de seje kvinder og ikke mindst efter at have mødt Ann Jønsson, og læst hendes bog (kan stadig købes) om Snaphønerne, har Boel Ebbesdatter (som vel er en fællesnævner for disse kvinder) fundet sig til rette i mig, - og der forbliver hun nok, selv om jeg, når dette års Gøngemarked er ovre (2015), har valgt at stoppe. Det vil så være 8. år, som alle har været dejlige, med mange gode oplevelser på pladsen når børn og voksne har givet mig både med- og modspil, og jeg ville ikke for alt i verden have undværet den tid.

     Hilsen til alle,

     KULSOEN - Boel Ebbesdatter.

     Birgit Rasmussen.

-----------------

Tam

(karakteristik af Kulsoens mand - fra Seneste Nyt 95)

     Tam er den fiktive person, som Carit Etlar bruger som ægtemand til Boel Ebbesdatter, Kulsoen. I begge romaner, Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester, bliver Tam brugt på en noget kyniske måde. Han tegnes som venlig mand, men alt for føjelig og tilpasselig.

Det giver han unægtelig enorme problemer såvel på hjemmefronten, som på udefronten.   

     Han er en træskohelt!

     Konen er en handlingens kvinde (til egen vinding?), mens hans handlinger gør ham ”persona non grata” blandt gøngerne.

     Men som det sig hør og bør i en historie, får handlingen en drejning mod slutningen. Det sker også her i Dronningens Vagtmester:

    ”Straks efter hørtes fodtrin, og Ib så en bondeklædt mand komme til syne på gangstien mellem bakkerne. Han blev stående lidt, før han gik videre, og vendte hovedet til alle sider, derefter fortsatte han sin gang ned til det sted i åen, hvor gjøngerne nylig havde forstørret vågen. "Tager jeg ikke fejl, så kender vi den fyr," hviskede Ib. "Hvem er det?" spurgte Svend. "Dine øjne ser bedre end mine." "Det er min tro Tam. Jeg tænker ikke, vi har nødig at krybe i skjul for ham. Om han skulle pønse på nye rænker, så har vi hist henne redet ham en grav, som han hverken skal finde for smal eller for lav."

     Ib rejste sig efter disse ord op fra stenen og gik hen til åbredden. Svend fulgte ham. Tam vendte sig om ved lyden af deres skridt. Hans første bevægelse tydede på flugt, men han betænkte sig og blev stående, som om han ventede dem. "Hans gang hernede kommer mig mistænkelig for," ytrede Svend. "Lad os se at udfritte ham."

     "En god morgen, du ærlige Tam!" råbte Ib. "Hvad driver du omkring efter på den tid af døgnet?" Tams stemme skælvede, mens han svarede: "Jeg venter på jer." "På os," sagde Svend. "Det burde du ikke gøre, Tam! Sidst vi taltes ved, advarede jeg dig mod at komme på mine veje oftere og sagde, at du ville være en dødsens mand, hvis det skete." "Ja, du gjorde så, Svend, og der var heller ingen ulykke sket, om du stod ved dit ord, for sådan som det nu er med mig, kan det dog ikke blive ved."

     Tams læspende stemme var under de sidste ord afbrudt og utydelig, han kæmpede med sig selv og hviskede næsten uforståeligt: "Å, Svend! Jeg har været en stor synder imod dig, men jeg har også lidt svart derfor og bedt om forladelse, hver gang det randt mig i sinde, og så var Vorherre så god at høre efter, hvad jeg sagde, og at finde den måde, hvorpå jeg skulle gøre min fejl god igen. Derfor kom jeg herned i aftes, da jeg så, I begyndte på jeres arbejde."

     "I aftes?" gentog Svend. "Ja, jeg har stået der oppe bag brombærrankerne den hele tid, og mine lemmer bævrede af kulde." "Hvorfor ventede du da imens?" "Jeg skøttede ikke om at gå herned, imens de andre var til stede, fordi jeg vidste, hvordan de ville spotte og håne mig; så blev jeg, hvor jeg var, indtil jeg kunne træffe dig alene. Ib regner jeg ikke med, han ved dog alt, hvad du ved."

     Svends første heftighed havde lagt sig, mens Tam talte. Ved hans ytringer over Ib smilte han og udbrød: "Du så da alt, hvad vi tog os for hernede?" "Ja, jeg så også forgangen morgen, at I lod tønden trille ned i åen." "Du!" udbrød begge forundret. "Jeg ved også, hvad der var i den." "Ved du også, hvor den er?" "Du står på den." Svend var i højeste grad forundret.

     Tam vedblev: "Det var mig selv, der dannede vågen, I lod den trille ned i, fordi jeg havde mit ålegarn stående ude i hullet. Da jeg fiskede garnet op, kom tønden for en dag, og jeg halede den på land. Jeg lå oppe på loftet hist ovre i det hus, I tog ind i om natten, og jeg hørte hele jeres samtale. Da jeg fik tønden at se og fornam de mange penge rasle indenfor, blev jeg sjæleglad og lagde mig ned på mine knæ og gjorde en god, lang bøn til Vorherre og sagde ham mangfoldige tak, fordi han havde maget det sådan, at jeg nu kunne gøre noget af min synd imod dig god igen; jeg gravede tønden ned i den dybe sne og holdt udkig, til du kom tilbage."

     "Hvoraf vidste du da, at jeg ville komme tilbage igen? Du så jo, at jeg blev taget til fange af de svenske." "Ja, det så jeg nok, Svend! Men så løb jeg over i skoven og fik fat på Abels lille dreng, at han skulle sige sin far, hvordan det var gået dig; men fra Abels løb jeg ned til Bent og til Vang og gav dem samme forklaring. De ville ikke tro mig, og Bent kylede et stykke is efter mig, og Jens Jerntrøje bandt mig til et træ, at jeg skulle blive stående, til de andre kom, og så sagde de, at de ville hidse hundene på mig. Jeg tiggede mig dog fri igen og løb for at give alle dine mænd den forklaring, jeg vidste. Det varede så den hele dag, men i mørkningen var jeg færdig, da havde de også talt med Ib og begyndte at myldre ud af skovene fra alle sider. - Så vidste jeg jo nok, at du ville komme for en dag igen," lagde han tillidsfuldt til.

     Svend var rørt, han rakte ham hånden. Tam greb den i begge sine, bøjede sig ned og kyssede den; derpå vendte han sig imod Svend og udbrød, mens tårerne løb ham ned ad kinderne: "Jeg beder dig så bønligt om forladelse!"

     Svend svarede intet, han klappede Tam på skulderen. "Tam!" råbte Ib med et ansigt, der var blevet blodrødt under den umage, det kostede ham at beherske sig. - "Din gavtyv, som stjal vor dejlige aftensmad! Nu holder jeg af dig." "Det var alt sammen hendes skyld, den onde kvinde, at det gik mig så galt," vedblev Tam. "Vi taler ikke mere om det," svarede Svend. "Tam! Du er igen min kammerat som før."

     Tams blege og indfaldne træk vidnede om en ubeskrivelig glæde, han fo’r i vejret og hoppede omkring på sneen som et barn. "Herregud!" råbte han, "jeg tænkte aldrig, jeg skulle få de ord at høre mere. - Men de andre?" tilføjede han pludselig. "De er mig ikke gode; vil du også lægge et ord ind for mig hos dem?" "Se ret på mig, Tam!" udbrød Ib, idet han stillede sig foran ham og rettede sig i sin fulde højde. "Sådan ser jeg ud, og du ved, hvor glubsk en karl jeg er, når nogen gør mig bøs. Om jeg nu forsværger min himmerigs part og din med på, at ikke en eneste af alle folkene skal blinke med øjnene ad dig, er du så fornøjet?"

     "Og vore penge, vore penge!" udbrød Svend med en pludselig jubel, idet han slog Ib på skulderen. "Gud ske lov og tak, at vi fik dem igen. Nu vil vi drage vor vej og lade dem ligge forvarede til i aften.

     Følg du med, Tam! Nede i gravkammeret træffer vi vore folk, de skal vel få at høre, hvordan du har båret dig ad for at gøre din fejl god igen." Derefter forlod de tre mænd stedet og vandrede ind i skoven!

Så er der navnet ”Tam”.

Hvor fra kommer det, og hvorfor har Etlar brugt det. Spørgsmålet må naturligvis gå videre til vor specialist—Martin Dyrbye:

Jeg tror ikke, at Etlar har tænkt så meget på ordets hebræiske oprindelse (plante, urt), men snarere:

1) Navnets afledning til Thomas! På dansk blev Thomas / Tomas / Tom også til Tam!

2) Dernæst så svarer navnet Tam jo fint til det, som han jo også er, nemlig tam.

3) Måske kan der være andre tanker, som har fanget Etlar. Herom senere i 2016, hvor vi har et stort jubilæum at fejre.