Gøngehøvdingen

Pro honore patriae

Maleri af Kyllebækshuset, udateret

Kyllebækshuset / Vildtbanekroen

Foreningen Svend Gønge havde en gang et ønske om med tiden at genopføre den tidligere Kyllebæks-hus / Vildtbanekro - om muligt i Lundby Parken.

Huset brændte i 2012, og FSG har efter aftale nedtaget, opbevaret, men nu solgt resterne - se Fotoalbum 36 hvor der også findes ældre fotos af Kyllebækshuset, der lå ved Kyllebækken på Vordingborg Landevej 32 ud til Dybsø Fjord.

Fra Anna og Egvej Jensen - hvis slægtninge har boet i huset i årene 1864 - ca. 1960, har FSG med tak modtaget et maleri af huset, samt et fotoalbum med de øvrige billeder til højre oa. materiale.

Kyllebækshuset, dets beboere mv.

Huset er bygget ca. 1718, da kong Frederik IV renoverede den 100 år gamle vildtbanegrøft, etableret i 1617 af kong Christian IV og således også fandtes på Svend Poulsens tid.

Oprindeligt har der på stedet ligget en gammel vandmølle, som blev afbrændt i 1659 under Karl Gustavkrigen. Møllen blev kaldt Kjøllebæk mølle.

Kyllebækshuset før 1959

Det lokale blad "Syv Sogne" i 2013

Huset har været vildtbanehusport, og dets beboer kaldtes »portmand«. Hans arbejde bestod dels i at vogte den port, der gik på tværs af landevejen og her opkræve bompenge, og dels at passe på, at vildtet ikke løb ud fra det kongelige jagtområde, der var af et anseligt format, idet hele arealet fra Dybsø fjord til fjorden ved Præstø var kongeligt jagtområde - omgivet af vildtbanegrøfter.

En vildtbanegrøft er et højt beplantet dige og ved dettes fod en dyb, bred grøft. Da landevejene adskillige steder passerede jagtområderne, måtte man nødvendigvis her opføre vildtbaneporte, hvoraf adskillige ifølge gamle overleveringer skal være bygget af svenske krigsfanger.

Om også dette har været tilfældet med Kjøllebæks-huset kan ikke bekræftes, men det er en kendsgerning, at huset i flere år husede fangne svenske soldater, der var beskæftiget med udbedring af vildtbanehegnet og, grøftegravning.

I de tider var jagtlivet de kongeliges største forlystelse, og der vågedes nidkært over, at ingen krænkede det kongelige privilegium. For at hindre krybskytteri blev det bl.a. pålagt landmilitsens underofficerer at gemme »militssoldaternes« skydevåben i skabe i kirkerne. Af hensyn til den militære ære beholdt mandskabet deres sidevåben (knive o.lign.), der ikke kunne anvendes til jagt, men til gengæld ofte blev benyttet i drukkenskab over for civile medborgere.

Straffen for krybskytteri i de kongelige skove var hård: Hængning i det nærmeste træ eller udstikning af øjne, afhugning af en hånd og deslige blev bragt i anvendelse; men det var en højst besværlig sag at få bugt med krybskytteriet. En at årsagerne var, at den jævne befolkning altid var på krybskytternes side. Og det er forståeligt, at bønderne inden for vildtbane-distriktet gjorde det, når man ved, at vildtet gjorde store skader på markernes afgrøder.

Chr. IV beklaget sig bittert over bønderne i Vordingborg len, fordi »en del af dem ved trusler, andre ved lokken eller af egen, modvillig letfærdighed havde ladet sig bevæge til at følge med krybskytterne og give dem underretning om de bedste dyrstader«.

Bønderne skulle efter ordre fungere som klappere, lige som det var dem pålagt at sørge for transporten af jagtredskaber, og det nedlagte vildt. I en forordning af 1601 blev det bønderne forbudt at anvende spidse stave i deres markgærder, da vildtet kunne skades derved.

Ukendt år

(Før) 1934

1976

Kyllebækshuset

nedbrænder

den 1.11.2012

Om Kjøllebækshusets første beboere vides kun lidt, men det er nærliggende at antage, at portmanden har drevet et privat traktørsted, idet der intet fandtes på landevejen mellem Næstved og Vordingborg. Overleveringen fortæller i hvert fald, at der blev drevet smugkro på stedet.

Officiel landevejskro blev Kjøllebækshuset omkring 1775. Kroen eksisterede til 1801, da bevillingen blev overflyttet til kroen i Køng, som siden har erholdt bevillingen. Den blev i 1930’erne flyttet ud til hovedlandevejen.

Ved skæbnens ironi indledte Vildtbanekroen sine dage som smugkro og endte ligeledes som sådan. Som vilkår for at afgive bevillingen fik enken Marie Elisabeth Knoph lov til at bo gratis i huset til sin død. Det er formodentlig hende, der ifølge overleveringen bar tilnavnet »Mutter Hvidsok«. Det var en særdeles foretagsom dame, som drev sin smugkro så driftigt, at kromanden i Køng næsten intet havde at bestille, fordi alle kunderne tog ind hos »Mutter Hvidsok«, som var af samme Støbning som Kulsoen.

Adskillige handelsmænd, der kom til kroen med lidt penge eller kostbarheder paa sig, blev udplyndrede og forsvandt sporløst. Det menes, at deres lig vil kunne findes dybt i den sorte tørvejord ved ågabet, hvis man graver dybt nok! Og »de gamle« har set en hvidstrømpet kvinde i sommernattens tågedis svævende omkring ågabet, hvor hun leder efter sine ofre!

Men også velstående bønder fra Vester Egesborg drog hun til sig til kortspil og drukkenskab. Nætterne i kroen gik med svir og spil, og adskillige bønder har om morgenen forladt stedet uden en skilling på lommen. I gamle dage fremviste man gerne på stedet en stor bryggerkedel af kobber, som en gårdmand i mangel af penge havde måttet sætte i pant.

Marie Elisabeth Knoph (»Mutter Hvidsok«) døde en naturlig død ca. 1825. Men hendes eftermæle blev, at hun »just ikke hørte til de gode«.

Et omskifteligt liv gør et gammelt hus. Et hus, hvis indvånere og gæster har deltaget i deres egns liv på godt og ondt. Alt er historie nu, men da tingene skete i det og om det, var det dansk hverdag. Blodrig dåd og gustent overlæg. Glæde og sorg, og angst og fortvivlelse. Anskuet fra vor tid tegner historien sig som spændende eller rørende tildragelser, - for dem, der levede og skabte egnens historie, var det hverdag og levende liv.

Læs mere om Sydsjællandske vildtbaner i:

Seneste Nyt Særnummer 15

------------

Ovenstående er sammenskrevet ud fra følgende:

Johansen, V.E.: Interessante kroer i nord og syd (Noget for alle 16.2.1969)

Hansen, P.B.: Vildtbanehuset (Næstved Museums rapport NÆM 2285), som også indeholder en udførlig beskrivelse af huset før og efter branden i 2013, samt mange fotos af ruinen. Rapporten indgår i Årbog 2014, Museum Sydøst-danmark

Schovsbo, P.O.: Vildtbanehusets beboere (Årbog 2014, Museum Sydøstdanmark)

Udateret avisudklip: Madam Hvidsoks Kro