Nationalhelte

 

Holger Danske i Skævinge kirke

 

Thyra Dannebod og

Gorm den Gamle

 

Thyra Dannebod beordrer Dannevirke bygget

 

Absalon på Københavns Rådhus

 

Absalon og Valdemar den Store

 

Absalons statue på

Højbro Plads

 

Niels Ebbesen

(maleri af Rasmus Christiansen)

 

Niels Ebbesen

Statue i Randers

 

Margrethe den 1.

 

Dronning Margrethe den 1.

Statue i Roskilde

 

Mindesmærke for

Dronning Margrethe den 1.

 

Svend Poulsen

tegnet af Poul Steffensen

 

Svend modtager af

Kong Frederik den 3.

skøde på Lundbygaard

(Poul Steffensens tegning)

 

 

Niels Juel

Maleri af Jacob Coning

 

 

Niels Juel

Statue i København

 

 

Tordenskiold

maleri af Balthassar Denner

 

Træsnit

 

Statue af Tordenskiold i Trondheim

 

Peder Willemoes

 

 

Peder Willemoes

Statue i Assens

 

 

 

 

Anders Lassen

 

Anders Lassens

monument i København

 

10 danske nationalhelte

 

 

Svend Poulsen er en af Danmarks store nationalhelte i klasse med flere andre.

Denne side fortæller om:

1. Holger Danske

2. Dronning Thyra (Thyra Dannebod)

3. Absalon, Biskop af Roskilde og ærkebiskop af Lund

4. Niels Ebbesen - Dansk væbner

5. Margrethe 1. - "Rigets Frue" af Danmark, Norge og Sverige

6. Svend Poulsen - Gøngehøvding

7. Niels Juel - dansk admiral

8. Peter Jansen Wessel - Tordenskiold - dansk-norskviceadmiral

og søhelt

9. Peter Willemoes - Dansk søofficer

10. Anders Lassen - Dansk soldat i den britiske hær under 2.

Verdenskrig

 

 

1. Holger Danske - Europæisk og dansk sagnhelt

 

Holger Danske er oprindeligt en europæisk sagn-/heltefigur, som er hentet til Danmark fra den franske middelalder-ridderromantik. Han indtager en noget særegen rolle som dansk nationalhelt, idet han til dagligt (i skikkelse af en marmorfigur) sidder dybt nede i Kronborgs kasematter og sover med skægget vokset fast i marmorbordet.

Men når vort land er stedt i nød, da vågner han og kommer dansken til hjælp!

Holger Danske optræder tidligst i litteraturen som en af Karl den Stores krigere i "Rolandskvadet" ca. 1060, uden at kunne identificeres som nogen historisk person. I digtet er han kun en biperson med navnet ager le Danois.

I det senere heltedigt "Ogiers Ridderskab" ca. 1200, er han søn af den danske konge Gudfred, som er Karl den Stores fjende. Han er her en ædel skikkelse, der øver store bedrifter og som ridderhelt optræder han herefter hyppigt i europæisk litteratur.

I nordiske kilder kendes han tidligst fra Karlamagnussaga fra første halvdel af 1200-tallet. Dette digt er i 1400-tallet oversat til dansk og kendes som Karl Magnus' krønike.

Holger Danske blev en central figur i dansk litteratur og musikalsk romantik med operaen Holger Danske i 1789 og har siden optrådt i B.S. Ingemanns episke digtcyklus Holger Danske i 1837 (I alle de Riger og Lande) ligesom H.C. Andersen skrev eventyret "Holger Danske" i 1845. Kendte danske komponister har sat musik til flere romantiske digte om Holger Danske.

I 1943-1945 lagde Holder Danske navn til en af besættelsestidens største og kendteste sabotagegrupper. Gruppen var yderst velorganiseret, og på trods af at 64 medlemmer faldt, omfattede organisationen ved krigens slutning omkring 350 mand.

I modsætning til alle vore øvrige helteskikkelser er han således ikke udråbt til nationalhelt på grund af sine udførte bedrifter, men på grund af de gerninger, han vil gøre, når der engang bliver brug for det. Men det er heller ikke så ringe.

Selvom Holger Danske er en ren sagnfigur og som nationalhelt må siges at være ren fiktion, indgår han som en uomtvistelig og uundværlig del af vor nationalromantiske selvforståelse. Det er godt at vide, at der er nogen, der vil tage affære, når det virkelig brænder på.

Holger Danske er derfor ikke til at komme uden om i vor heltekanon.

 

 

2. Dronning Thyra (Thyra Dannebod)

 

Omkring 950 herskede i en del af Jylland en konge, der hed Gorm med tilnavnet den Gamle. Hans dronning hed Thyra, og de boede i en kongsgård i Jelling.

Ifølge legenden var Gorm den Gamle både dorsk og dvask, og alle væsentlige initiativer blev overladt til Dronning Thyra, som var Gorm modstykke med hensyn til energi, forudseenhed og foretagsomhed.

Hun var således den, der erkendte nødvendigheden af et forsvarsværk mod syd, og hun gjorde, hvad Gorm burde have gjort, da hun organiserede og gennemførte byggeriet af et mægtigt voldanlæg, nemlig forbedringen af Godfreds gamle vold ved Danmarks sydgrænse.

Ifølge sagnet fik hun folk fra alle egne af landet til at gå i gang med dette enorme projekt og efter 3 år stod volden Dannevirke færdig som landets værn mod syd, og den strakte sig fra det inderste af fjorden Slien og tabte sig i moserne ud mod Ejderens munding.

Der hersker dog nogen historisk usikkerhed om, hvorvidt Thyra vitterligt var den, der lod Dannevirke bygge. Under alle omstændigheder er beretningen herom en smuk tradition, som der ikke bør pilles for meget ved. Mindet om Dannevirkes tilblivelse har gennem alle slægtled stået klart for danskerne som kun få andre historiske begivenheder. Med Dannevirke fik landet sin faste grænse at værge.

Både dengang og helt op til anden verdenskrig har der været behov for at befæste Danmark mod fjenders indtrængen sydfra.

Dronning Thyra var et prægtigt kvindfolk og en kæk, myndig og magtfuld dronning, der kunne få både samarbejdsviljen og forsvarsviljen op i det danske folk. Hun er en af vor histories første stærke kvinder, som har brændt igennem og huskes for sin urokkelige vilje og uimodståelige handlekraft.

Hun fik sit hædersnavn Thyra Dannebod, og vil altid blive husket sammen med det første fælles danske storværk - volden, virket, som fik navnet Dannevirke. Og volden ligger der stadig den dag i dag - mere end 1000 år efter den blev bygget.

Dronning Thyra var efter sigende både smuk og fædrelandskærlig, og hun er som en myte gået over i danmarkshistorien og står som et symbol på vor vilje til at vogte om Danmark og alt hvad der er dansk. Hun dukker tilmed op på et sted i vor historie, hvor grænsen mellem sagn, myter og virkelighed er vanskelig at drage.

Hendes store symbolværdi for Danmark er uomtvistelig, og derfor er hun med på listen over Danmarks store helte.

 

 

3. Absalon, Biskop af Roskilde og ærkebiskop af Lund - ca. 1128

-1201

 

Absalon var ubetinget den mest fremtrædende og magtfulde politiske og kirkelige skikkelse i 1100-tallets Danmark. Han kunne være blevet en god konge, men han havde nu engang ikke kongeligt blod i årerne. Men som søn af Asser Rig fra Fjenneslev, sønnesøn af Skjalm Hvide, bror til Esbern Snare og fosterbror til Valdemar 1. den Store (Knud Lavards søn), og som medlem af en af landets mest magtfulde familier hørte Absalon så absolut med til jet-settet og havde allerede fra barnsben de bedste forudsætninger for en strålende politisk karriere.

Han fik sammen med sine brødre en grundig uddannelse i våbenbrug, og selv blev han senere uddannet til præst ved universitetet i Paris, og var dermed godt rustet til at bringe sig selv direkte ind i magtens centrum og føre an i de politiske og kirkelige magtkampe, der udspilledes i Valdemar den Stores tid og som over en periode skulle gøre Danmark til en politisk stormagt, man måtte regne med hos de store naboer mod syd og vest.

Og Absalon forstod helt fra begyndelsenat udnytte sine muligheder. Da Valdemar 1. den Store i 1157 fik eneherredømmet i Danmark, blev Absalon året efter valgt til biskop af Roskilde, og hermed var allerede fra begyndelsen hans kirkelige magt stadfæstet.

På dette tidspunkt var det danske rige, særlig Sjælland og øerne, i den sørgeligste forfatning.

Samtidig med at Absalon nu var en af rigets mægtigste kirkemænd, var han en både klog og modig krigerkarl. Meget tyder på, at han var leder af Danmarks magtelite og den egentlige strateg bag kongemagten. Som kongens våbenbroder og rådgiver førte han an i kongens korstogspolitik mod de røveriske og hedenske vendere, og det skaffede i tidens løb Danmark herredømmet over store dele af Nordtyskland og det indre Baltikum.

Han ændrede den danske kirkepolitik, så Valdemarernes Danmark blev en af pavestolens nære forbundsfæller.

Omkring 1170 lod Absalon bygge "borg ved Havn" - et fæstningsanlæg - bestående af en ringmur af kridtsten, bygget ved købmændenes handelsplads og havn. Dette blev senere til Københavns Slot, og atter senere til København (Købmandshavn) - Danmarks hovedstad og centrum for landets regeringsmagt og centraladministration.

Da ærkebiskop Eskil i 1177 nedlagde sit ærkebisp-embede, blev Absalon valgt til hans efterfølger, og han var nu suverænt rigets mest magtfulde kirkemand. Absalon er den, der for alvor sætter kraft i kristendommen og fart i kirkebyggeriet. Der bygges kirker over hele landet og kirken har magt over sindene og dermed den åndelige magt over befolkningen, mens kongen har den fysiske magt over sine undersåtter.

Absalon nøjedes ikke med at bygge kirker. Han var nok så meget søkriger som biskop og deltog i kongens togter mod venderne - bl.a. i 1169, hvor Rygen blev erobret og Arkona indtaget og ødelagt. Hele Rygen blev herefter lagt ind under Roskilde stift.

Absalon bestilte sin klerk Saxo til at skrive sin imponerende Danmarks Krønike. Denne fremstiller ikke overraskende Absalon i et meget positivt lys, om end den primært beskriver ham som politiker og nedtoner hans gejstlige virke. Som kirkeleder var Absalon optaget af kirkeligt lovgivningsarbejde og grundlagde flere kirker og klostre.

Saxos Danmarkskrønike er - på trods af alle sine faktuelle fejl, overdrivelser og forherligelser - en af vor histories vigtigste kilder - med fortællinger helt fra de første tider og frem til ca. 1200. Og det er i virkeligheden Absalons fortjeneste.

Absalons gerninger er - set gennem vore dages briller - måske ikke alle ubetinget godartede, men de har medvirket til at sikre,

  • at landet efter mange år med borgerkrig og ufred blev samlet under en konge, nemlig Valdemar 1. den Store (blodgildet i Roskilde og slaget på Grathe Hede)
  • at man herefter "dyrkede de øde marker på ny, gårde og byer byggedes, kirker og klostre rejste sig, og kække, ridderlige helte vågede til søs og til lands over rigets tryghed"
  • at Danmark med sin korstogspolitik fik herredømmet over store dele af Nordtyskland og Baltikum
  • at der kom styr på de lumske og hedenske vendere og at disse blev kristnet (om end de nok blev døbt under tvang)
  • at landet for alvor bliver kristnet og man med Absalons kirkepolitik kom på god fod med paven
  • at Danmarks Krønike blev nedskrevet til glæde og gavn for alle senere slægtled.

 

Absalons betydning for landets udvikling i sin egen tid og for eftertiden kan næppe overvurderes, og han er derfor selvskreven til en plads blandt vore mest betydningsfulde helteskikkelser.

 

 

4. Niels Ebbesen (Niels Ebbesøn - Dansk væbner - død 1340)

 

Niels Ebbesens berømmelse og status som nationalhelt udspringer af hans drab på grev Gerhard 3. af Holsten (grev Gert - den kullede greve). Personen Niels Ebbesen, hans slægtsskabsforhold og livsforløb er næsten ukendt. Visse kilder angiver, at han var en nørrejysk væbner, andre at han var en væbner fra Nørreris ved Arhus.

Om drabet kan der heller ikke med sikkerhed siges andet, end at det foregik i Randers natten til 1. april 1340.

Motivet til drabet er blevet udlagt forskelligt, men det kan ikke afgøres, om nationalfølelse eller noget privat var drivkraften. Under alle omstændigheder blev drabet indledningen til en kamp mod de holstenske panthavere i Nørrejylland. I begyndelsen af maj dræbtes mange tyskere, der var ved at bygge borg ved Skjern Å.

I efteråret belejredes Skanderborg, som modtog undsætning fra andre holstenere på Fyn. I forbindelse med kampe under denne belejring mistede Niels Ebbesen og to af hans brødre livet.

Da grev Gert var død, opgav hans soldater krigen, og mange af dem drog hjem. Hans sønner indså, at det nok var bedre, om Danmark igen fik en konge, og således blev Kristoffers yngste søn hentet hjem fra Tyskland og blev snart Danmarks nye konge. Vi kalder ham Valdemar Atterdag.

Niels Ebbesen formåede med sit "nødvendige" drab på den kullede grev Gert, at vende historiens gang, og Danmark, der indtil 1340 knapt nok havde været nogen egentlig stat, men var underlagt tyske fyrsters magt og udplyndring, fik efterfølgende under den hårde, men dygtige Valdemar Atterdag igen ordnede forhold.

Niels Ebbesen fortjener derfor en fremtrædende plads i vor historie.

 

 

5. Margrethe 1. ("Rigets Frue" af Danmark, Norge og Sverige 1353-1412)

 

Margrethe Valdemarsdatter blev som regent i Danmark og Norge, og senere Sverige - i en periode med ufred og stort pres på den danske kongemagt - den person, som formåede at virkeliggøre drømmen om at forene de nordiske lande i Den nordiske Union (Kalmer-unionen), om end dette ikke skete uden store omkostninger, og det Norden hun skabte, ikke holdt meget længere, end hun selv levede.

Margrethe Valdemarsdatter blev Danmarks og Nordens skæbne fra dette øjeblik hun overtog regeringsmagten og resten af sit liv. Hun er et af de største politiske talenter, der nogen sinde har regeret Danmark.

Margrethe var kongedatter og blev som 10-årig gift med Kong Håkon af Norge, med hvem hun fik sønnen Oluf i en alder af 17 år.

Efter kong Valdemar Atterdags død 1375 rejste Margrethe til Danmark og i løbet nogle måneder lykkedes det denne unge kvinde at udmanøvrere alle andre og få sin søn valgt til dansk konge på et rigsmøde i Slagelse. Oluf var på dette tidspunkt kun 6 år, og kunne naturligvis ikke regere, men det kunne til gengæld Margrethe. Hun blev ikke kåret til dronning, men tog selv magten og regerede som formynderske for sin søn, der ved sin faders død 1380 også blev konge af Norge.

Hvis de danske og norske stormænd havde tænkt, at det ville blive let for dem at gøre som de havde lyst, når der kun var en ung kvinde til at styre de to lande, så tog de grundigt fejl. Det viste sig snart, at Margrethe "den fattige fyrstinde" var mindst ligeså klog og snedig som sin far. Hun var mild og smilende, men utvivlsomt samtidigt både uhyre intelligent, taktisk, udspekuleret og manipulerende, og hun styrede med fast og hård hånd de to riger helt frem til sin død i 1412.

Hendes magt voksede år for år, idet hun tvang mange herremænd til at give jord og gods tilbage til kronen, hvorved hun gradvist fik mere og mere magt og gods samlet under kongemagten. Under Margrethe 1. blev næsten alle mindre borge i Danmark nedrevet, og stormændenes magt blev dermed knægtet og til dels sat ud af kraft.

Da Kong Magnus af Sverige døde, tænkte Margrethe, at Oluf lige så godt også kunne blive svensk konge. Også denne plan lykkes. Hun fører hemmelige forhandlinger med de svenske stormænd og snart begynder et oprør mod den svenske arvekonge Albrecht at ulme.

Da Albrecht bliver klar over, at det er Margrethe, der står bag uroen, bliver han vred og kalder hende spottende bl.a. Kong Bukseløs. I Tyskland samler han en hær af svært bevæbnede riddere, som bliver sendt til Sverige. Men Margrethe sender en stor hær imod ham og de to hære mødes i et slag, hvor han lider et grufuldt nederlag. Margrethe er nu regent i tre riger. Hun blev i Skåne udnævnt til Danmarks "frue og husbond og rigets fuldmægtige formynder".

Ikke siden Knud den Stores dage har der været så mægtig en hersker i de nordiske lande som denne blide og listige dronning. Hun var samtidig den "brobygger", der samlede de tre nordiske broderlande til et rige. Når man i dag tænker på Margrethe 1. som en af Danmarks-historiens store og kendte helteskikkelser, er det ikke på grund af fysisk styrke, heltemodige gerninger eller bedrifter i traditionel forstand, men først og fremmest fordi hun på fuldstæn-dig enestående vis, som ganske ung kvinde og ved egen drift bragte sig selv i position og ved politisk snilde tilegnede sig regeringsmagten.

I hele sit liv formåede hun med sin stærke personlighed at udmanøvrere rigets og nordens mest magtfulde stormænd, som en efter en blev sat på plads og tvunget til loyalitet overfor dronningens kongemagt. Dronning Margrethe 1. var som regent og politiker fuldt på højde med de mest intelligente og magtfulde konger, der har eksisteret i Norden.

Det var, og er stadig, ganske exceptionelt, at en kvinde sætter sig så høje mål i tilværelsen og samtidig magter at nå disse mål. Når man samtidig gør sig klart, på hvilket tidspunkt og på hvilke betingelser i vor historie hun levede, forekommer beretningen om Margrethe 1. næsten helt eventyragtig.

Hun var helt enkelt dygtigere end alle andre i spillet om magten, men hendes fremfærd gav hende mange fjender undervejs, og med tanke på den tids barske vilkår (mord var dengang heller ikke ualmindelige), har det utvivlsomt været med livet som indsats, at hun har forfulgt sine ambitioner.

Derfor er Margrethe 1. en af vor histories helt store nationale fyrtårne - en rigtig heltinde. Og derfor bør hun hædres.

 

 

6. Svend Poulsen (Gøngehøvdingen, 1610 -1679/1691)

 

Gøngehøvdingen, snaphanelederen Svend Poulsen er en af de kendteste helteskikkelser i dansk historie. Svend Poulsen er mest kendt for sin uforfærdede frihedskamp under svenskekrigene 1658 - 1660.

En stor del af vort kendskab til denne folkehelt bygger dog mest på myter og fiktion, og kun i mindre grad på de historisk dokumenterede begivenheder. Ikke mindst Carit Etlars to romaner Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester har siden deres udgivelse nydt en umådelig popularitet i Danmark. Gøngehøvdingen betragtes som en af de mest frygtløse, udspekulerede, konge- og fædrelandstro frihedskæmpere, vi har haft. Med sit vovemod, sin fantasi og handlekraft gjorde han livet surt for de svenske, og det lykkedes ham adskillige gange at stikke en kæp i hjulet hos fjenden og f.eks. stjæle den svenske krigskasse eller andre vigtige forsyninger til den svenske hær.

Fjenden blev gang på gang narret af denne uforfærdede guirillaleder, der talte både dansk og svensk, hvilket gjorde det muligt for ham i mange sammenhænge at optræde som svensker og derved føre svenskerne direkte i fælden.

Der findes mange myter om Svend Poulsens liv og virke under svenskekrigene. Flere af beretningerne er næsten for usandsynlige til at kunne være sande. Men fælles for dem alle kan det siges, at de har haft en forbavsende overlevelsesevne. De har gennem generationer - inden de er nedskrevet i begyndelsen af 1900-tallet - overlevet ved genfortælling fra mund til mund, og der er utvivlsomt pyntet lidt på historierne undervejs, hvilket ikke gør dem mindre underholdende.

Det kan vel næppe heller helt udelukkes, at Svend Poulsen på sine ældre dage selv har medvirket til at sikre beretningernes udbredelse og videregiveise til næste slægtled.

Men uanset, hvordan beretningerne er blevet til, og hvor meget fantasi og fiktion, der indgår i fortællingerne, står Gøngehøvdingen stærkt i vor bevidsthed som den rigtige, folkelige, ædle og retfærdige, konge- og fædrelandstro modstandsmand og krigshelt fra en tid i Danmarkshistorien, hvor landet var voldsomt trængt, ramt af Svenskekrigenes ryggesløse udplyndring af den brede landbefolkning, der ofte måtte afgive både liv og ejendom til de svenske krigsherrers samvittighedsløse underhold og magtmisbrug.

Gøngehøvdingen formåede med sin utrættelige guirillavirksomhed og opfindsomme iscenesættelser at narre svenskerne og påføre dem så store tab, at de satte store ressourcer ind på at fange ham.

Gøngehøvdingen repræsenterer simpelthen alle de egenskaber, vi gerne vil have, en rigtig folkelig helt er i besiddelse af, og han har derfor en stor og fremtrædende plads blandt landets øvrige helte.

 

 

7. Niels Juel (dansk admiral 1629 -1697)

 

I rækken af kendte danske søhelte er naturligvis Niels Juel.

Efter studier i Holland, hvor han bl.a. havde lært både krigskunsten og sat sig ind i hollandsk skibsbygningskunst, vendte han 1656 hjem til Danmark, hvor han året efter blev udnævnt til chef for Holmen.

Juel deltog med hæder i krigen 1657-60, men hans egentlige bedrifter fandt sted under Den Skånske Krig 1675-79.

I foråret 1676 tilbageerobrede han Gotland og kæmpede senere mod den svenske flåde ved Bornholm - dog ude af stand til at fremtvinge en afgørelse. En samlet dansk-hollandsk styrke under ledelse af den hollandske admiral Tromp slog dog svenskerne ved Øland 1. juni 1676.

I sommeren 1677 lykkedes det Juel at slå den svenske Goteborg-eskadre ved Møn, før denne kunne forene sig med den svenske hovedflåde, hvorefter Juel trak sig tilbage til Køge Bugt og gjorde klar til at møde den svenske hovedstyrke under Henrik Horn.

Tromp, der stadig havde overkommandoen, var på vej fra Holland med en flåde, og forståeligt nok ønskede man i København de danske og hollandske flådestyrker forenet inden slaget mod svensken.

Horn kom imidlertid før Tromp, og den 1. juli kom det til slag ud for Stevns, hvorunder Juel udmanøvrerede den svenske flåde og tilføjede den et tilintetgørende nederlag.

Sejren gav Danmark det fuldstændige søherredømme under resten af Den Skånske Krig, og Niels Juel opnåede hermed international anseelse og berømmelse. Men nok så vigtigt for den nationale selvforståelse var det, at sejren var rent dansk og vundet uden hollandsk hjælp.

De mange erobrede svenske skibe gav Juel så store prisepenge, at han var i stand til at erhverve det meste af øen Tåsinge med Valdemars Slot, som stadig er i slægtens eje.

Endvidere byggede han et palæ på Kgs Nytorv i København,det senere Thotts Palæ.

Ved sin død fik han en statsbegravelsei Holmens Kirke, hvor hans sarkofag findes i kapellet.

Med sit strategiske overblik, sit mod og sin utrolige dygtighed, overvandt Niels Juel den svenske flåde, og bidrog dermed til genoprettelse af det danske nationale selvværd, der under Svenskekrigenes trængsler havde haft så trange kår.

Niels Juel indskriver sig i historien som en af vore store søhelte og bør derfor også indgå med sit portræt i denne kanon.

 

 

8. Peter Jansen Wessel - Tordenskiold

dansk-norskviceadmiral og søhelt 1690 -1720

 

Peter Tordenskiold, født Jansen Wessel, tages til indtægt for næsten hvad som helst - først og fremmest dansk og norsk nationalisme, men også hans helt utrolige vovemod og karis-matiske galskab vækker den dag i dag beundring hos os alle.

De mange succesrige aktioner mod fjenden gjorde ham til en af vor histories største folkehelte, om ikke den største og mest kendte.

Han var samtidig en livsglad levemand, der undervejs havde tæt kontakt til flere fremtrædende damer, uden at det dog i hans korte liv blev til andet end sværmerier.

Peter Wessels korte liv og imponerende karriere er en stor og veldokumenteret historie, om end den er omviklet med mange myter. Han blev en myte, allerede mens han levede.

Peter Wessel er i de fleste danskeres opfattelse indbegrebet af den mest ustyrlige, charmerende, udspekulerede og fandenivoldske krigshelt, der nogensinde har levet.

Med sit vovemod, sin handlekraft, snarrådighed (iblandet en vis portion held) drev han gæk med svenskerne, som gang på gang måtte se sig narret, overrumplet, besejret og latterliggjort.

Peter Wessels utrolige militære succes bragte megen anerkendelse og popularitet hos vennerne, men også misundelse hos rivaliserende officerer i flåden, der gang på gang måtte se sig forbigået, samtidig med at Peter Wessel blev både adlet (Peter Tordenskiold) og steg i graderne med forrygende hast. Flokken af fjender og rivaler blev dermed også hurtigt større.

Netop forskellige gådefulde omstændigheder i forbindelse med Tordenskiolds død (dueldrabet ved landsbyen Gleidingen) udlægges af mange som ingredienser i et planlagt komplot, der skulle gøre en ende på hans fantastiske militære karriere.

Efter hans død søgte Tordenskiolds mange fjender - med stort held - at nedværdige og mistænkeliggøre hans person og nedgøre hans militære karriere.

Tordenskiold blev således efter sin død svigtet forræderiskaf mange af de, som burde have hædret ham.

Senere tider har dog igen givet Tordenskiold den anerkendelse og plads i historien, han fortjener. Han er og bliver søhelten over alle, selvom vi i dag må dele ham med Norge.

Der er skrevet mange bøger og afhandlinger om Tordenskiold, ligesom han er skildret af en lang række fremragende marinemalere. Fælles for de fleste af disse skildringer er, at de anlægger ret romantiske betragtninger over Tordenskiold-skikkelsen.

Den korte og præcise historie om Tordenskiold vil tage lang tid at skrive.

 

 

9. Peter Willemoes - Dansk søofficer (1783 - 1808)

 

Willemoes blev allerede 12 år gammel elev på Søkadet-akademiet. I 1800, da han var 17 år, fik han sin første officersgrad som sekondløjtnant, hvorefter han havde tjeneste på linjeskibene Louise Augusta og Danmark.

I Slaget på Reden 2. april 1801 fik Willemoes stor berømmelse. Han fik som 18-årig kommandoen for Flådebatteri nr. 1, en synkefri flåde med 24 kanoner, som kom til at ligge over for de to engelske mægtige linjeskibe Elephant (med den navnkundige engelske admiral Horatio Nelson ombord) og Ganges. Efter godt 1½ times kamp måtte Willemoes give op og lade batteriet drive ud af kampzonen.

Under Nelsons samtale med kronprinsen dagen efter slaget, siges det, at Nelson udtalte sig meget rosende om Willemoes og ligefrem rådede kronprinsen til at udnævne ham til admiral.

Peter Willemoes var herefter i en periode i russisk krigstjeneste, men vendte hjem efter englændernes ran af den danske flåde i 1807.

Den 22. marts 1808 var Peter Willemoes som chefens adjudant ombord på linjeskibet Prinds Christian Frederik med 68 kanoner og en besætning på 576 mand på vej til Storebælt fra Norge.

I Kattegat ud for Sjællands Odde mødte de en engelsk flådeenhed bestående af to linjeskibe, en fregat og to mindre skibe. Selvom fjendens slagkraft var overvældende, fik dette ikke Willemoes til at tage flugten. Willemoes var kendetegnet ved raskhed, stort mod og strålende humør, som aldrig svigtede i forsøget på at holde modet oppe hos sin hårdt prøvede besætning.

Han og hans mandskab forblev og kæmpede med livet som indsats mod overmagten. Men efter nogle timers kamp måtte de give op, da skibet gik på grund.

Ombord var der 132 sårede og 69 dræbte, og blandt de dræbte var den 24-årige Peter Willemoes.

Peter Willemoes blev allerede som ganske ung mand kendt for sin dygtighed og gode overblik. Han høstede stor anerkendelse og fik en næsten komet-agtig karriere, der først og fremmest kan tilskrives hans gode lederegenskaber, snarrådighed og beslutsomhed.

Peter Willemoes døde i frygtløs kamp mod landets fjender. Hans liv blev kort, men meget ærefuldt, og han har, som en af vore store og kendte søhelte, en naturlig plads blandt vore øvrige helteskikkelser.

 

 

10. Anders Lassen - Dansk soldat i den britiske hær

under 2. Verdenskrig(1920 -1945)

 

Fra bogen "Anders Lassen" af Mike Langley:

"Anders Lassen er den dansker, der betragtes som den mest dekorerede britiske soldat i 2. verdenskrig. Han blev dekoreret med tre "Military Cross".

Han faldt som 24-årig på slagmarken i den Norditalien ske sump ved Comacchio og blev posthumt tildelt et "Victoria Cross".

Anders Lassen var både elsket, frygtet og hadet af de mænd, som kæmpede side om side med ham."

Anders Lassen blev født 22. sept. 1920 på Høvdingsgaard og flyttede i 1929 til godset Bækkeskov, hvor han voksede op sammen med sine yngre søskende Frants og Bente. Han var som dreng hvad nogle ville kalde vild, ustyrlig og utilpasset, men som andre foretrak at kalde en dreng med krudt i.

Efter skolen tog Anders Lassen ud at sejle, først som kahytsdreng på "Fionia" til Bangkok og et år senere i 1939 som aspirant på "Eleonora Mærsk". Det blev sidste gang han så sit hjemland.

I Capetown oktober 1940 blev Anders afmønstret, og han søgte derefter ind i de britiske styrker, for selv at tage del i sit lands befrielse. I slutningen af krigen blev Anders Lassen og hans folk overført til Norditalien, hvor han natten mellem 8.-9. april 1945 blev ramt af en maskingeværsalve og døde kun 24 år gammel.

Anders Lassen blev under 2. Verdenskrig kendt som en af den engelske hærs dygtigste og farligste soldater, og i eftertiden er han blevet hædret som en af krigens mest frygtløse frihedskæmpere, der gang på gang udviste et utroligt mod og handlekraft og uselvisk offervilje.

Hjemmesiden "anders lassen" skriver bl.a.:

  • "Anders Lassen besad nogle menneskelige kvaliteter, som aldrig bør gå af mode. Desværre er det nok ved at ske i vores moderne, travle samfund.
  • Anders Lassen er historien om en ung mand som gav alt for sin kamp imod Nazi-Tyskland, historien om en mand som gav alt for sine kammerater og kolleger under vilkår, der vil få de fleste mennesker til at gyse.
  • Anders Lassen er historien om en person, som handlede uselvisk, uden hensyntagen til egen risiko, men med fuldstændigt fokus på de mennesker, der omgav ham.
  • Anders Lassen er også historien om en utrolig skæbne og om, at det ikke altid er længden af ens liv, som er det vigtigste".

Han var et usædvanligt menneske med en stærk personlighed. Han blev en af Den anden Verdenskrigs 10 højest dekorerede soldater.

Derfor er Anders Lassen en af vore helt store krigshelte og frihedskæmpere.